top of page
Fra KRAM til mentale pejlemærker
- Et blik på det der styrker trivsel

KRAM- faktorerne retter fokus mod nogle af de vaner, der har betydning for vores sundhed. Det Mentale Kompas retter blikket mod fire områder, som kan være værd at være nysgerrig på, når vi arbejder med mental trivsel: kompetence, relationer, handlekraft og mening. De fire pejlemæker giver et fælles sprog for at undersøge, hvad der allerede fungerer - og hvad der kan være brug for at styrke,
Et blik på det, der styrker
Mental trivsel handler også om de ressourcer, relationer og sammenhænge, der gør os i stand til at håndtere hverdagen, udvikle os og opleve, at det, vi gør, giver mening.
Mentalt Kompas tager afsæt i en salutogentisk tankegang inspireret af Aaron Antonovsky. Modellen er en praksisnær viderebearbejdning af den grundlæggende tanke om at rette blikket mod de forhold og ressourcer, der kan understøtte sundhed og trivsel.
Centralt i hans teori står oplevelsen af sammenhæng, som består af tre dimensioner: begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.
-
Begribelighed - handler om, at det, der sker omkring os, opleves som forståeligt og nogenlunde sammenhængende.
-
Håndterbarhed- handler om oplevelsen af at have adgang til de ressourcer, der er nødvendige for at møde de krav, man står overfor.
-
Meningsfuldhed - handler om at opleve, at noget er værd at engagere sig i og bruge energi på.
Fra sammenhæng til fire mentale pejlemærker
Med inspiration fra dette ressourceorineterede perspektiv samler Mentalt Kompas fire praksisnære pejlemærker:
-
Kompetence – oplevelsen af jeg kan, lærer og udvikler mig.
-
Relationer – oplevelsen af jeg hører til og har nogen omkring mig.
-
Handlekraft – oplevelsen af jeg har indflydelse og kan påvirke noget i mit eget liv.
-
Mening – oplevelsen af jeg kan se sammenhæng, betydning og retning.
De fire pejlemærker er ikke tænkt som en test eller som en opskrift på mental trivsel.
De skal i stedet hjælpe os med at være nysgerrige på det, der allerede fungerer, og det,
der kan være behov for at styrke.
I arbejdet med unge kan Mentalt Kompas derfor bruges til at flytte spørgsmål til nysgerrighed:
“Hvorfor er den unge ikke motiveret?”
til:
“Hvad har den unge brug for, for bedre at kunne mestre, høre til, påvirke og se mening?”
På den måde bliver Mentalt Kompas et fælles sprog for at arbejde med trivsel, deltagelse og udvikling – med blik for både den unges egne ressourcer og de betingelser, vi som professionelle og fællesskab er med til at skabe.
*Salutogenetisk:
Fokus på det der skaber sundhed og trivsel, i stedet for det der forårsager sygdom
bottom of page